Kraftig storm rammer Nordjylland

Foto: Johnni Isaksen

En storm med vindstød af orkanstyrke rammer Nordjylland fredag aften og natten til lørdag.

Det kan blive ganske blæsende i Nordjylland fredag aften, hvor en storm ifølge DMI rammer landsdelen. Der er tale om en stærk storm med vindstød af orkanstyrke.

Området ved Skagerrak-kysten vil blive hårdest ramt, men det vil blæse kraftigt i hele Nordjylland. Stormen går i land fredag aften, og den vil være stærkest omkring midnat, vurderer DMI.

Stormen betyder formentlig væltede træer og flere tagskader, hvilket kan føre til trafikale problemer.

Vejret får også betydning for færgetrafikken. Color Line-færgen mellem Larvik og Hirtshals sejler i aften tidligere end planlagt for at nå i havn i Hirtshals, før stormen tager til.

Banedanmark har deres stormberedskab klar til at rykke ud i Nordjylland, hvis træer eller andet skulle vælte ned på skinnerne. Togtrafikken skulle derfor gerne blive berørt mindst muligt af stormen.

Flere nyheder fra TV2 Nord