Kraftig vind skyld i olie-panik ved Skiveren

En bekymret turist skabte i dag uro på stranden ved Skiveren. Kvinden troede, hun var vidne til et olieudspil.

Nordjylland har i dag været blæst godt igennem af en frisk vind, og lige nøjagtig den stærke vind var årsag til en sjov lille historie på stranden ved Skiveren.

Klokken 15.50 ringede en kvindelig turist til Søværnets Operative Kommando, da hun følte sig sikker på, at der var sket et olieudslip på stranden.

25 minutter senere ankom Hjørring Kommunes miljøvagt, Bente Henriksen til Skiveren, hvor hun på ganske få minutter kunne fastslå, at der ikke var tale om olie.

- Jeg kunne hurtigt se, at der var tale om sand, der på grund af den kraftige vind blev pisket op fra bunden. Det tog lidt tid at overbevise kvinden om det, men til sidst endte hun med at være ked af alt det postyr, hun havde skabt, siger Bente Henriksen.

Det er langt fra første gang, at en kraftig vind giver unødvendige udrykninger for miljøvagten i Hjørring Kommune.

- Det er et fænomen, der har givet opkald før. Det ved vi, men vi kører selvfølgelig hellere en gang for meget end for lidt, siger Bente Henriksen.

Til sidst har Bente Henriksen et godt råd til lignende situationer i fremtiden.

- Man skal tænke sig om, og hvis man er i tvivl, så skal man ringe til os.


Seneste nyt

fra Nordjylland