Kran kørte ind i højspændingsledninger: Chauffør fik stød

100 meter strømførende højspændingsledning faldt mandag eftermiddag ned på en kranbil, da chaufføren uforvarende kom til at køre ind i ledningen.

En kranfører er indlagt til observation efter at han mandag eftermiddag fik strøm gennem sig i forbindelse med en ulykke i Nykøbing Mors. Det skriver TV Midtvest.

Kranføreren, der i sin kranbil var på vej til rensningsanlægget i Nykøbing Mors, kørte uforvarende den hævede kran ind i et højspændingskabel, der efterfølgende faldt ned over bilen og gjorde den strømførende.

På jorden antændte kablet den omkringliggende natur, og også kranbilen brød i brand. Det fik kranføreren til at springe for livet, for mens det var forbundet med stor risiko for voldsomt stød at forlade bilen, kunne han heller ikke blive i den brændende bil.

Han er efterfølgende blevet kørt til sygehuset i Thisted, hvor han skal være indlagt til observation.

- Han er kommet til skade og skal ligge til observation. Mere kan vi ikke sige på nuværende tispunkt, siger indsatsleder Mogens Hansen fra Nordjyllands Beredskab til TV Midtvest.


Seneste nyt

fra Nordjylland