Krav om fængsling efter drab på tilfældig Aalborg

En 15-årig dreng og en 23-årig mand er sigtet for at have mishandlet en mand til døde i Aalborg i weekenden.

En dreng på 15 år og hans otte år ældre kammerat sigtes af politiet for at have slået en tilfældig mand ihjel i Aalborg i weekenden. Begge vil blive krævet varetægtsfængslet mandag eftermiddag.

Offeret, den 48-årige Henrik Bjerremand Kristensen, blev tævet til døde tidligt lørdag morgen. Ved stadion blev han overfaldet og mishandlet til ukendelighed. Politiet mener, at det var et røveri, som udviklede sig til den værst tænkelige forbrydelse. Vicepolitiinspektør Frank Olsen ville mandag morgen ikke give oplysninger om de to anholdtes forklaringer - kun, at den 15-årige har fortalt, at han var sammen med en 23-årig bekendt.

Drengen blev anholdt søndag eftermiddag ved 17-tiden, og midt på aftenen kom så turen til hans kammerat. Begge sigtes for ved spark og slag at have dræbt Henrik Bjerremand Kristensen.

Politiet ville mandag morgen ikke sige, om de to var påvirkede.
Henrik Bjerremand Kristensen var lørdag aften til fest på Aalborg Stadion og tog umiddelbart før midnat natten til lørdag ind til byen med en bekendt. Ud på natten skiltes de ved Jomfru Ane Gade, og politiet mener, at den 48-årige tog tilbage til stadion for at hente sin cykel. Under overfaldet mistede han sin tegnebog og andre ting, men tegnebogen blev senere fundet i en nærliggende have.

En nattevandrer fandt den livløse mand ved seks-tiden lørdag morgen. Kort efter så to kvinder, der var på vej hjem fra arbejde, to mænd løbe fra stedet. De løb ad en sti og forsvandt ind gennem porten til Kastetvej 68. Det er ifølge politiet de to mænd, som nu er anholdt.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland