Krav om skrappere lovgivning

02:26

Foto: TV2/Nord (Arkivfoto)

1 af 2

Red Barnet vil have lovgivningen strammet efter ny pædofilisag i Nordjylland

- Jeg undrer mig over, at man ikke har vurderet anderledes i den her sag!

Sådan lyder den kontante udmelding fra Kuno Sørensen, chefpsykolog hos Red Barnet. Det sker efter at TV2/Nord i går kunne fortælle, hvordan en 78-årig mand fra Brønderslev, som nu sidder varetægtsfængslet sigtet for seksuelle overgreb mod en 10-årig pige, en gang tidligere er blevet dømt for seksuelle overgreb.

- Jeg mener ikke, at man i tilstrækkelig grad har vurderet mandens farlighed i forhold til risikoen for at begå kriminalitet en gang til, siger Kuno Sørensen.

Lørdag fortalte en 29-årig kvinde, som ønsker at være anonym, hvordan hun som 9-årig i 1991 blev seksuelt misbrugt af manden, som altså nu endnu en gang sidder på anklagebænken i en sag om pædofili.
Den nu 78-årige mand er sigtet for at have seksuelt misbrugt sit 10-årige oldebarn.

På baggrund af den konkrete sag, hvor en man altså angiveligt er sluppet af sted med en seksualforbrydelse to gange, selvom han er blevet dømt, lægger Kuno Sørensen nu op til en konkret ændring af lovgivningen:

- Der er eksempler fra Storbritannien, hvor man laver nogle "risk assesments" (risikovurderinger, red.), når personen er færdig med sin straf og skal ud i samfundet igen.

Og et sådant forslag møder opbakning fra begge sider af folketingssalen på Christiansborg.

- Jeg synes, der skal strammes op på lovgivningen, hvis det er sådan, at man har pædofilidømte, som slipper med betinget straf og går ud og begår forbrydelsen igen, siger medlem af regeringens retsudvalg, Rasmus Prehn (S), i dag til TV2/Nord.

Hans synspunkt bakkes op af Venstres Karsten Lauritzen, som også er medlem af retsudvalget:

- Vi skal straffe noget hårdere. Vi skal sikre, at folk indgår i behandling og vi skal være helt 100 procent sikre på, at indberetningssystemerne mellem kommune og politi fungerer.

Den 78-årige mand sidder varetægtsfængslet frem til 22. december.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord