Krav til skoleejer: Sæt hegn op - ellers gør vi det

Ejeren af skoleruinen i Dybvad skal seneste onsdag kl. 14.00 have sat afskræmning op, så folk ikke kan komme ind på grunden og tæt på bygningen, som er i fare for at styrte sammen flere steder.

Sali-Alcin Ismail som ejer Dybvad Realskole fik før jul et såkaldt strakspåbud af Frederikshavn Kommune om, at skolen skulle hegnes ind senest i dag. Den frist valgte kommunen at forlænge til på onsdag kl. 14.00 efter et møde med ejeren på grunden i Dybvad i dag. 

- Hvis han ikke gør noget, inden på onsdag, så gør vi det og sender regningen til ham, siger Birthe Dilling Berg, Centerchef i Teknik og Miljø i Frederikshavn Kommune. 

På mødet fredag eftermiddag i Dybvad fik ejeren kommunens påbud præciseret. Det lykkedes ikke på mødet at nå til en mundtlig aftale om hvorvidt han vil følge strakspåbudet. 

- Vi mener, at han har fået en rimelig frist til at iværksætte noget på grunden, og vi vil nøje følge med i om, der sker noget, siger Birthe Dilling Berg.

Frederikshavn Kommune opsatte før jul advarselsskilte flere steder på grunden med advarsel om, at det er livsfarligt at færdes på grunden på grund af nedstyrtningsfare.  

 

 
 
Foto: Christian Henriksen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland