Kredsformand: Jeg er skuffet

Formanden for Venstre i Aalborg Vest kreds er skuffet over, at der ikke blev en ministerpost til Søren Gade.

Med næsten 29.000 personlige stemmer var Søren Gade den helt store stemmesluger i Nordjylland.

Hans kredsformand Svend Erik Jensen lægger ikke skjul på, at han er skuffet over, at Søren Gade ikke er med på det ministerhold, der blev præsenteret søndag formiddag.

- Jeg er forbavset og skuffet over, at det ikke bliver til en ministerpost til Søren Gade alligevel, siger Svend Erik Jensen, der er kredsformand i Venstre i Aalborg Vest.

Søren Gade har både før og efter valget den 18. juni sagt, at han regnede med at få en ministerpost, og at han ikke ville sige ja til hvilket som helst ministerium.

Det ser nu ud til, at Søren Gade i stedet bliver formand for Venstres folketingsgruppe.

- Han bliver ikke minister, men han får alligevel en post med væsentligt politisk betydning. Som formand for folketingsgruppen kommer han til både at koordinere internt med gruppen og forhandle med repræsentanter for de andre partier, siger Svend Erik Jensen.

Det har indtil videre ikke været muligt at få en kommentar fra Søren Gade selv.


Seneste nyt

fra Nordjylland