Kridtgrav skal være rekreativt område

I fremtiden skal Rørdal Kridtgrav omdannes til et naturskønt rekreativt område ved navn Portland Søpark.

Portland Søpark. Så idyllisk bliver navnet på det, som i dag kendes som Rørdal Kridtgrav, hvor Aalborg Portland i dag graver kridt, som bruges i cementproduktionen.

Aalborg Portland har foreløbig tilladelse til indvinding af kridt frem til 2052, så det varer altså et stykke tid, inden hele området kan blive tilgængeligt for offentligheden, men allerede i 2014 begyndte arbejdet med at reetablere kridtgraven, så det kan blive til et rekreativt område, hvor 
aalborgenserne i fremtiden vil have mulighed for at udøve en række fritids- og sportsaktiviteter både til lands og til vands i et bynært, naturskønt område med en høj biodiversitet.

- Vi ønsker at tage socialt og miljømæssigt ansvar i forbindelse med vores forretningsaktiviteter, og derfor er det både vores pligt og privilegium at efterbehandle og retablere Rørdal Kridtgrav, som vi har gjort det tidligere ved andre kridtgrave. Med Portland Søpark-projektet har vi dog en unik mulighed for at lave et attraktivt naturområde ved kridtsøen, hvor der i forvejen er meget lidt bebyggelse, fortæller direktør for Aalborg Portland, Michael Lundgaard Thomsen.

Aalborg Portland ejer i dag 1200 hektar land i Rørdal-området, hvoraf hele 1010 hektar omfatter søer, skove, enge, strandsumpe samt brak- og landbrugsarealer.

Retableringen af kridtgraven foregår i etaper, og Aalborg Portland tog for nyligt hul på tredje etape, som omfatter etableringen af terrasser i kridtgraven. Terrasserne har til formål at understøtte en øget biodiversitet og et mere fremkommeligt terræn for både dyr og mennesker. Desuden tænkes terrasserne anvendt i forbindelse med diverse sportslige aktiviteter, som løb og hanggliding, mens der også påtænkes etablering af stiforløb og opholdspladser på terrasserne.

- Vi er over de seneste måneder gået ind i den fase, hvor vi for alvor støber fundamentet til det, som i fremtiden skal sikre et bynært rekreativt område med en høj biodiversitet, grønne bakkede områder samt stejle blottede skråninger, hvor både mennesker og dyr har mulighed for at færdes i et varieret terræn. Derfor har der også været en øget aktivitet mellem fabrikken og kridtgraven, idet vi fragter materiale ud til opbygningen af terrasserne, siger Michael Lundgaard Thomsen.

Aalborg Portland har foreløbigt tilladelse til at indvinde kridt i Rørdal-området inden for det nuværende råstofgraveområde i Råstofplanen for Region Nordjylland frem til 2052. Aalborg Portland arbejder dog på en plan, hvor dele af kridtgraven kan frigives tidligere.

Rørdal Kridtgrav, hvor Aalborg Portland i dag graver kridt, som bruges i cementproduktionen bliver i fremtiden omdatten til Portland Søpark.

Seneste nyt

fra Nordjylland