Krigsveteraner flygter ud i nordjyske skove

Danske krigsveteraner har så svært ved at begå sig herhjemme, at flere melder sig helt ud af samfundet og flytter ud i større danske skove. Også i de nordjyske skove er hjemsted for tidligere soldater.

Yvonne Tønnesen fra Hærens Konstabel- og Korporalforenings Livline er på vej ud i Rold Skov for at sætte et visitkort op i et træ. Hun ved med sikkerhed ved at der lige nu bor 11 krigsveteraner i de danske skove. Fire af dem bor i Nordjylland.

- Jeg tager i skoven, hvis jeg har fået en underretning om, at der måske befinder sig en soldat, som har behov for hjælp, siger Yvonne Tønnesen.

Soldaterne bor isoleret i skovene ved Jegindø, Thisted, på Mors og i Rold Skov. Yvonne Tønnesen fortæller at flere af dem er familiefædre, der kun tager hjem få dage om måneden for at gå i bad og se kone og børn.

- For nogen er det en god ide at tage ud i skoven. Jeg kan mærke at nogen får det bedre af at være herude.

Jacob Nørgaard Nielsen har været udsendt som soldat til Balkan, Irak og Afghanistan. Han kan godt forstå at nogen veteraner vælger at søge væk fra samfundet.

- Jeg tror nogen gange det handler om at man ikke vil tabe ansigt. Når presset bliver for stort med indkøb og regninger og hvad dette ellers måtte være, så kan det være nærliggende at søge tilbage til en tilstand man er bekendt med og bedre kan overskue, siger Jacob Nørgaard Nielsen, der dog aldrig selv er flygtet ud i skoven.

En af dem der også har stiftet bekendtskab med soldaterne i Rold Skov er jagtassistent Niels Jørgen Svendsen fra Lindenborg Gods. En dag fandt han en forladt lejrplads med telt, tøj og et stort bålsted.

- Hvis jeg møder ham, så vil jeg da tage en snak med ham. De har det jo ikke alle sammen lige godt, men jeg vil også forsøge at overtale ham til at flytte over i den statslige del ad skoven, siger Niels Jørgen Svendsen.

Fælles for alle soldaterne i skovene er, at de har været udsendt til Balkan. Yvonne Tønnesen mener at det kan være fordi der dengang ikke var ret meget fokus på soldaters psykiske skader. Hun understreger at hun ikke mener nogen af dem er farlige.


Seneste nyt

fra Nordjylland