Kriminelle i kø for at komme i fængsel

Der er rift om pladserne i de nordjyske fængsler og arresthuse. En ny opgørelse viser, at dømte står i kø for at komme til at afsone. Der er ikke plads nok i fængsler eller arresthusene.

Heller ikke i Hjørring, hvor arrestforvareren mener, at smertegrænsen nu er nået.

- Mange gange er her så overfyldt, at vi må stuve flere sammen på en celle, og vi må bruge lagerrum til opbevaring. Det slider på de indsatte og også på de ansatte, at vi ikke har luft til noget som helst, siger arrestforvarer Jørgen Sørensen, Hjørring Arrest.

Og han er langt fra alene om at have problemer med overbelægning.
 
Ifølge en ny opgørelse fra Justitsministeriet ventede knap 2000 dømte personer således i juni på at blive indsat i kriminalforsorgens fængsler og arresthuse. En stigning på hele 33 procent i forhold til samme måned for tre år siden.

Justitsminister Lars Barfoed (Kons.) har ellers i flere omgang forsøgt at skaffe plads til flere fanger i fængslerne. I maj fik justitsministeren vedtaget en lov, der gør det muligt at prøveløslade flere fanger hurtigere.
 
Og i februar blev grænsen for, hvornår fængsler kan kaldes overfyldte, hævet fra 92 procent til 95 procent.
 
Men lige lidt hjalp det, da den såkaldte belægningsgrad i fængslerne nu er steget til 99 procent.

Alene i Hjørring er den såkaldte belægningsprocent steget fra 89 til 98 på bare to år.

- Der er ingen udsigt til, at det går den anden vej. Og for mig at se, er det jo logik, at når man styrker politi og retsvæsen, så er der brug for flere ressourcer og pladser i fængselsvæsnet, men det er ikke sket, lyder det fra arrestforvarer Jørgen Sørensen, Hjørring Arrest.

Det nordjyske socialdemokratiske folketingsmedlem og medlem af folketingets retsudvalg, Flemming Møller Mortensen, er ikke i tvivl:

- Regeringen har svigtet og har ikke sørget for at kapaciteten er fulgt med i takt med, at der er indført skrappere straffe, siger han.


Seneste nyt

fra Nordjylland