Krise i taxabranchen

02:53

Foto: Lone Vad Dam

1 af 2

Krisen kradser hos de nordjyske taxaselskaber. Flere steder er det blevet en så dårlig forretning at køre taxa, at chaufførerne beder kommunen om at skære ned i antallet af bevillinger til at køre taxa.

De nordjyske taxaselskaber mærker for alvor konsekvensen af finanskrisen. Færre og færre privatkunder vælger at stige ind i taxaerne. Det mærker man blandt andet hos Løgstør Taxa, hvor antallet af private taxature er faldet med 50 % de sidste år.

- Der er alt for lidt at tjene på at køre taxa i området, siger Jørgen Nielsen, formand for taxiforeningen i Nordjylland. Han har derfor bedt Vesthimmerlands Kommune om at skære i antallet af taxabevillinger. Taxaerne overlever ved at køre serviceture for trafikselskaberne, men derudover er der langt imellem kunderne.

- Der er 41 taxabevillinger i kommunen, og det er alt for meget. Der er slet ikke arbejde nok til os alle sammen, siger Jørgen Nielsen.

Også hos Dantaxi i Aalborg, der før gik under navnet Aalborg Taxa, mærker man krisen. Her er omsætningen faldet med omkring 20 % de seneste år. Aalborg Kommune har derfor på opfordring af taxaselskabet skåret kraftigt i antallet af taxabevillinger. For seks år siden var der 200 taxabevillinger i kommunen, i dag er der 140.

Brug for nytænkning
Kuren er, at taxabranchen skal tænke nyt, mener Brian Rytter Sørensen, bestyrelsesmedlem i Aalborg Taxa. For at få kunderne tilbage i taxaerne, forsøger selskabet sig derfor nu med ordninger som seniorkortet, hvor kunder over 65 år kan få op til 40 % rabat i taxaerne. 14.000 har tilmeldt sig, og nu vil taxaselskabet også lave en lignende ordning for de studerende:

- Det er en klar nødvendighed, at vi fornyer os selv, hvis vi vil overleve i branchen. Den tid, hvor kørslen automatisk kom til os, uden at vi behøvede at gøre noget, er helt klart ovre. Vi skal alle sammen kæmpe en kamp for at trække nye kunder og åbne nye markeder, siger Brian Rytter Sørensen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord