Kritik af kommunal madordning

 Kritik af kommunal madordning

Udviklings-hæmmede beboere betaler flere tusinde kroner om måneden - for at ansatte i bo-fællesskaber kan spise med. Det mener en pårørende, som nu har klaget til Brønderslev Kommune.

Madordningen betyder, at pædagoger sammen med beboerne laver alle måltider og de ansatte har adgang til at spise med døgnet rundt på deres vagt, hvis de ønsker det.
Til gengæld skal de ansatte betale 240 kroner om måneden.
Men det er alt for lidt, mener Børge Jensen, som er pårørende til en beboer i bofællesskabet Brandur Alle 11 i Brønderslev.
- Mine beregninger viser, at det koster 1400 kroner om måneden pr ansat, og da der i gennemsnit er to ansatte med til hvert måltid, mener jeg, at beboerne uretmæssigt betaler for pædagogernes mad, siger Børge Jensen.
Han har søgt oplysninger hos pædagogernes egen fagforening, hos LEV og Velfærdsministeriet, der alle er enige om, at beboerne skal holdes økonomisk skadesløse i forhold til de ansattes mad.
Ole Jespersgaard (Soc.Dem.) er formand for kommunens socialudvalg, og han er ikke enig med Børge Jensen i regnestykket.
- Vi betaler fra kommunens side jo pædagogernes løn, når de laver mad, og den udgift er ikke lagt på den pris, vi tager for maden. Jeg synes, det er billigt, når beboerne betaler 2200 kroner om måneden for maden, og vi risikerer at skulle sætte det beløb op, hvis vi regner det ud på en anden måde, siger Ole Jespersgaard.
Politikerne i socialudvalget skal onsdag drøfte madordningen efter klagen fra Børge Jensen.
- Problemstillingen i klagen er ny for mig, jeg har tværtimod hørt godt om madordningen fra andre pårørende, som synes, det ville være frygteligt, hvis personalet fremover ikke spiste sammen med beboerne, siger Ole Jespersgaard.

Børge Jensen mener også ordningen er god, da det er en del af det pædagogiske arbejde med de udviklingshæmmede at lave mad og spise sammen med dem, problemet er bare - set med hans øjne, at det er beboerne, der uretmæssigt betaler den økonomiske pris.
- Det ville da også være underligt, hvis den borger, der får besøg af en hjemmehjælper, skal betale for hjemmehjælperens mad, siger Børge Jensen.


Seneste nyt

fra Nordjylland