Kroejer efter brand i køkken: - Jeg er dybt taknemmelig over, at brandvæsnet reagerede så hurtigt

Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)

Aalbæk gl. Kro har lukkede deres køkken ned, efter en lampe var skyld i en mindre brand. Nu takker kroejeren Nordjyllands Beredskab for at få styr på flammerne i en flyvende fart.

Kroejer, Ulla Mosich, fik sig noget af en forskrækkelse, da der søndag morgen var gået ild i en loftslampe i køkkenet på Aalbæk gl. Kro.

Hun fik beskeden, da hun blev kontaktet af sit vagtselskab, hvorfra hun har en alarm tilkoblet kroen, som både reagerer på tyveri og brand.

- Vi kørte straks hen til kroen, og det var en frygtelig forskrækkelse. Heldigvis skete der ikke noget alvorligt, og gudskelov bor vi i et samfund, hvor tingene fungerer. Det er jeg dybt taknemmelig for, siger Ulla Mosich.

Ulla Mosich ringede 112 klokken 06:26 og ti minutter senere stod Nordjyllands Beredskab klar med tre køretøjer og 12 brandfolk fra både Aalbæk Station og Frederikshavn Station.

- Det tog ikke ret lang tid, før brandvæsnet havde situationen under kontrol. Det er jo fantastik, siger kroejeren.

Køkkenet kan ikke bruges

Selvom Nordjyllands Beredskab formåede at slukke branden hurtigt, er Aalbæk gl. Kro blevet nød til at lukke køkkenet helt de næste par dage, så det kan blive rengjort.

- Der udviklede sig en masse røg og sod i køkkenet, fordi lampen, der gik ild i, har et lampeudtag og et lysstofrør med et armatur af plastik, forklarer indsatlederen ved Nordjyllands Beredskab i Frederikshavn, Bo Isaksen.

Han oplyser også, at de har sat en blæser op, som har blæst røgen ud af lokalerne, og at kroen har tilkaldt rengøringsassistance for at få køkkenet klart så hurtigt som muligt.

- Vi forventer, at vi er oppe at køre igen om få dage, siger kroejeren Ulla Mosich.

Indtil da vil gæsterne på kroen bliver bespist af kroejerens kollegaer i området.

De 50 overnattende gæster på kroen sov i en tilstødende bygning, og hverken gæsterne eller personalet har været udsat for fare. Det oplyser indsatslederen ved Nordjyllands Beredskab.

Forsiden lige nu