Kronprinsen i Aalborg: Jeg har glædet mig rigtig meget

Kronprinsen indtog mandag scenen ved Royal Run i Aalborg og takkede de fremmødte.

Klokken cirka 9 mandag morgen kunne de forventningsfulde fremmødte endelig tage imod Kronprinsen, da han ankom til Aalborg for at starte Royal Run. Og det var en glad Kronprins, der kunne hilse på folkemængden i solskinnet på Aalborgs Havnefront. 

- Godmorgen Aalborg. Sikke en dag, som er linet op til os alle sammen i dag. Det tyder på nogle stabile temperaturer og ikke for meget modvind, sagde Kronprinsen fra scenen. 

Rigtig mange er mødt op for enten at løbe med Kronprinsen eller bare se med på ruten. Og det glæder den kommende fødselar. 

- Jeg har glædet mig rigtig meget til det. Tak, fordi så mange har grebet initiativet og kommet ud her i dag. Nu starter jeg sammen med de helt unge, hvilket passer mig storartet. Og til de af jer, der er kommet for at løbe med i dag. Bare tænk på, hvor dejligt det er at komme ud og røre sig. Prøv at glemme alt andet. Det er ingen undskyldninger om dårligt vejr. Det hele er rigtig godt. Tusind tak, fordi I er med på denne dag, sagde Kronprinsen, inden han gav mikrofonen videre og begav sig afsted mod startlinjen. 

Kronprinsen skal løbe 1,6 kilometer, hvorefter han besøger nogle af aktiviteterne, der er stillet op i dagens anledning. Derefter tager han videre mod Aarhus, hvor anden etape af Royal Run skal løbes. 

 


Seneste nyt

fra Nordjylland