Kronprinsessen indvier nyt hospice i Nørresundby

H.K.H. Kronprinsesse Mary skal 9. maj indvie det færdige Hospice Vangen i Nørresundby.

Når det nye Hospice Vangen står færdigt i Nørresundby og tager over for KamilianerGaarden i Aalborg, vil det være med royalt besøg. Kronprinsesse Mary vil nemlig stå for selve indvielsen af det nye hospice 9. maj. 

- Vi er meget beærede over, at Kronprinsessen vil komme og indvie de nye hospicepladser. Jeg er sikker på at Kronprinsessens deltagelse vil bringe smil og glæde blandt patienter, personale og de mange frivillige, siger Mogens Nørgård (S), regionrådsmedlem og formand for KamilianerGaardens Hospice.

Hospice Vangen er placeret ud til rolige omgivelser og skov i det nordøstlige Nørresundby. Nybygningerne skal erstatte KamilianerGaarden på Kastetvej i Aalborg.

Illustration af det nye hospice. 
Illustration af det nye hospice. 
Foto: Region Nordjylland

Det nye hospice rummer 15 sengepladser til terminale patienter, og der bliver plads til det palliative team fra Aalborg Universitetshospital, der arbejder for at lindre patienterne både fysisk, psykisk, socialt, eksistentielt og åndeligt. Derudover rummer den nye bygning hele den frivillige organisation, som er bygget op omkring hospicet.

Den nye bygning er 2.499 kvadratmeter, og de 15 sengestuer er alle placeret med store vinduespartier ud mod fredskoven.

De første patienter flytter ind på Hospice Vangen 23. maj, og allerede 9. maj vil Kronprinsessen altså klippe det røde bånd ind til de splinternye lokaler.


Seneste nyt

fra Nordjylland