Kronprinsparret besøger Kunsten

Lørdag den 24. november kigger kronprinsparret forbi Kunsten i Aalborg, hvor blandt andet skal en tur i den brasilianske regnskov.

Hvis du går med en lille royalist gemt i maven, så skal du være klar med flag og blomster lørdag den 24. november.

Kronprinsparret slår nemlig vej forbi Kunsten i Aalborg, hvor de blandt andet skal en tur i den brasilianske regnskov og overvære et levende kunstværk med et par, der kysser ømt. Det er første gang, at Kronprinsparret besøger Kunsten i Aalborg.

Besøget sker i forbindelse med, at Kronprinsparret er i byen i anledningen af Kronprinsparrets Priser 2018 i Musikkens Hus om aftenen den 24. november.

- Jeg glæder mig til at byde Kronprinsparret velkommen her på Kunsten til en omvisning, hvor vi virkelig får mulighed for at vise museets mangfoldighed og internationale klasse, både i forhold til kunst og arkitektur, siger Gitte Ørskou, direktør for Kunsten.

Udover besøget i den brasilianske regnskov og overværelsen af det levende kunstværk vil Kronprinsparret blive ført ned i mørket til Trampedach-udstillingen.

- Det er en stor glæde, at Kronprinsparret har prioriteret at besøge både Kunsten og Musikkens Hus i forbindelse med Kronprinsparrets Priser 2018. Det bliver en stor dag for Nordjylland, hvor både danske og udenlandske øjne vil være rettet mod landsdelen, siger Lasse Rich Henningsen, adm. direktør i Musikkens Hus og vært for det royale besøg i Aalborg.

Gæster, der har indløst billet tidligere på dagen samt medlemmer af Klub Kunsten + Utzon er velkomne inde på museet under omvisningen, men Kunsten forbeholder sig retten til at lukke dørene, når det vurderes, der ikke er plads til flere.


Seneste nyt

fra Nordjylland