Kuglestøder skal ud af Olsens skygge

Kim Juhl Christensen tager over, hvor kuglestøderen Joachim B. Olsen slap. Målet ved OL er en finaleplads.

Han var den sidste dansker, der kvalificerede sig til dette OL, men han er den første af atletikfolkene, der skal i aktion.

Kim Juhl Christensen, der kommer fra Sæby, træder fredag ud af Joachim B. Olsens skygge og får sin OL-debut i den olympiske arena i London, når kuglestøderne er med til at åbne de olympiske atletikkonkurrencer.

- OL er det største indenfor atletik, så selvfølgelig har det været et mål.

- Jeg ville gerne have været med allerede i 2008, men da var Joachim stadig aktiv, og jeg var heller god nok, siger Kim Juhl Christensen, der skulle støde 20 meter for at komme med denne gang.

Det gjorde han lige præcis - og kom endda to centimeter længere ud - ved et stævne i Paris i juli. Nu handler det om at prøve at gentage den præstation.

- I første omgang går jeg efter at slå mit bedste resultat ved et stort mesterskab, og det er 19,74 meter. Men jeg skal nok støde over 20 meter for at blive blandt de 12 bedste, der går i finalen, siger Kim Christensen.

Landstræner Lars Nielsen tror på, at kuglestøderen har det, der skal til for at blande sig med de bedste, selv om det blandt andet på grund af en skade har knebet i år.

- Vi har en forventning om, at han skal støde 20,20 meter for at gå i finalen, og den kapacitet har Kim. Spørgsmålet er så bare, om han kan få det ud på dagen.

- Men har to gange på det seneste bevist, at det kan lade sig gøre, siger Lars Nielsen med henvisning til finalepladsen ved EM og fjerdepladsen ved Diamond League-stævnet Bislett Games i Oslo.

Kvalifikationen til kuglestødskonkurrencen begynder fredag klokken 11 dansk tid.

/ritzau/


Seneste nyt

fra Nordjylland