Kuhn stopper af hensyn til familien

Den tidligere assistenttræner fra AaB, Allan Kuhn, har taget beslutningen om at stoppe som FCM-træner, fordi han hellere vil prioritere sin familie.

Det er ikke FCM Midtjyllands magre sportslige resultater på de seneste, der har fået Allan Kuhn til at bede om at blive fritaget for jobbet som cheftræner.

Ifølge en pressemeddelelse fra klubben er det hensynet til familien, som har fået ham til at træffe beslutningen.

Jeg er fraværende, når jeg er hjemme. Jeg er ikke det menneske, jeg gerne vil være, og det kan jeg ikke forene med jobbet som cheftræner.

- En cheftræner, der ikke er på toppen, kan ikke give sit hold den fornødne opbakning. Nu hvor den svære beslutning er taget, ser jeg tilbage på perioden i FC Midtjylland med stor stolthed, siger Kuhn.

Sportsdirektør Jens Ørgaard ærgrer sig over at miste en god træner, men respekterer Allan Kuhns valg.

- Personligt er jeg meget ked af beslutningen, for jeg havde gerne set Allan fortsætte i spidsen for holdet frem til pokalsejr og europæisk kvalifikation til sommer.
 
- Han har ønsket det anderledes, og på et personligt plan har jeg stor respekt for en mand, der tager en så stor og svær beslutning, siger Ørgaard.

Allan Kuhn tiltrådte i FC Midtjylland som afløser for Thomas Thomasberg den 16. august 2009. Han stod i spidsen for holdet i 63 kampe, hvoraf han vandt de 27, og han efterlader klubben på en fjerdeplads i Superligaen.

Ansvaret for holdet overtages af den hidtidige assistent, Glen Riddersholm.
 
  /ritzau/
 


Seneste nyt

fra Nordjylland