Kultur-rådmand om Gigantium-brand: Det er tragisk

Foto: Amalie Lindeburg

Mads Duedahl (V) er ked af, at nordjyllands største idræts- og kulturinstitution står i flammer.

Gigantium Arena i Aalborg står lige nu i flammer. Klokken 11.25 løb meldingen ind til Nordjyllands Politi og siden har branden taget til i den del, der huser håndboldbanen. 

- Det er tragisk, at vores største kultur- og sportsinstitution i Nordjylland med mere end 1 million besøgende om året står i flammer, fortæller Mads Duedahl (V), der er rådmand for sundheds- og kulturforvaltningen i Aalborg Kommune. 

Læs også Brand i Gigantium: Det regnede med aske

Mads Duedahl ved endnu ikke mere, end hvad han har set og hørt i medierne. Så han når røgen har lagt sig, håber han, at skaderne ikke er alt for voldsomme. 

- Vi må slå koldt vand i blodet og finde ud af, hvor omfangsrige skaderne er. Jeg kan se og konstatere, at der er ild i den store hal. Og den er jo vigtig i forhold til, at det er der Aalborg Håndbold spiller, og det er der, vi har vores store messer og koncerter, fortæller Mads Duedahl. 

Tidligere har Gigantium afviklet håndboldkampe ved at omdanne ishockeyarenaen til håndboldhal. Det er de store messer og koncerter indenfor den nærmeste fremtid, der kan blive en udfordring. 

Læs også Ekstraudsendelse på Salto om storbrand i Gigantium

- De foreninger, der bruger Gignatium, skal vi nok få flyttet rundt. Men vi har store arrangementer og messer i bogen allerede. Hvad der skal ske med dem, ved jeg ikke. Men vi har fået en udfordring, og så plejer vi også finde løsninger her i Aalborg, fortæller Mads Duedahl. 

Flere nyheder fra TV2 Nord