Kulturminister åbnede rosenhave i Mariager

01:54

Kirke- og kulturminister Bertel Haarder var i dag forbi Mariager for at indvie byens ny rosenhave.

Rosenhaven i Mariager åbnede søndag. Kulturminister Bertel Haarder klippede det røde bånd.

Kirke- og Kulturminister Bertel Haarder (Venstre) førte saksen, da det røde bånd til Mariagers nye rosenhave skulle klippes søndag.

- Jeg får så mange invitationer, at jeg kun behøves sige ja til det jeg har lyst til. Og det her, havde jeg lyst til, siger Bertel Haarder, der måtte dele opgaven med at klippe det røde bånd med en lokal blomsterpige.

Inden båndet skulle klippes, skulle både ministeren og tidligere borgmester i den daværende Mariager Kommune Erik Kirkegaard Mikkelsen tale til de fremmødte.

Men store forsamlinger hører dårligt store taler, hvis ikke talernes stemmer får hjælp på vejen af en mikrofon. Og netop mikrofonen voldte problemer, for det var den tidligere borgmesteres egen generator, der skulle levere strøm dertil. Og han havde ikke fået givet medhjælperen klare instrukter i brugen.

- Han var ikke klar over, at når motoren er startet, er der en lille kontakt, han skal trykke på, så strømmen når herop, fortæller Erik Kirkegaard Mikkelsen.

Da el-udfordringen var løst kunne Bertel Haarder tale til forsamlingen. Han var egentlig med på et afbud, fordi skuespiller Ghita Nørby ikke kunne komme. Men selvom ministeren var arrangørenes andetvalg, stillede han alligevel krav - med et glimt i øjet.

- Der er et parti, der næsten har monopoliseret de røde roser og deler dem ud under valgkampe. Derfor havde jeg, før jeg sagde ja til at komme her, sikret mig, at der også er blå roser i haven, sagde Bertel Haarder til forsamlingen.

Fremover er det planen, at det er borgerne selv, der skal passe blomsterhaven og de mange roser, men den tidligere borgmester har lovet, at han selv vil være med til at bekære roser, så længe han kan.

- Og luge lidt ukrudt også.

Haven indeholder 400 roser - røde, blå og mange andre farver, og de kan opleves året rundt - ganske gratis.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord