Kulturmødet Mors har fundet sin direktør

Et enigt ansættelsesudvalg har valgt Trine Bang som direktør for Kulturmødet Mors.

Den 40-årige Trine Bang bliver direktør for Kulturmødet Mors. Dermed har man fundet en kvinde, som har masser af erfaring med store kulturelle events, til at stå i spidsen for Kulturmødet.

Trine Bang kommer fra en stilling som programkoordinator for Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 og har før det været festivalchef for Århundredets Festival i Århus fra 2012.

- Trine Bang har stor organisatorisk erfaring i krydsfeltet mellem politik, kultur og erhverv, hvilket gør at hun forstår at skabe gode forbindelser og har et særdeles relevant netværk. Samtidig har hendes kulturerfaring givet hende en solid ballast til at løfte Kulturmødet ind i fremtiden som en national begivenhed med internationalt format, siger Hans Ejner Bertelsen, formand for bestyrelsen og borgmester i Morsø Kommune.

Som programkoordinator for Aarhus 2017 har Trine Bang arbejdet på tværs i organisationen med programudvikling, produktion, fondssøgning, strategi, kommunikation og presse. Derudover har hun været med til at udfærdige store fondsansøgninger, bidraget til den strategiske forretningsplan, arbejdet strategisk med 19 kommuner og fungeret som talskvinde for Aarhus 2017 i nationale og internationale medier.

- Det motiverer mig dybt at gøre Kulturmødet Mors til den kraft, der holder kulturdebatten i live i hele Danmark. Derudover tænker jeg at mit drive og min erfaring kan jeg være med til at sikre, at Kulturmødet Mors bliver en dagsordensættende national begivenhed med kant, relevans og kvalitet, siger den komende direktør, Trine Bang.

Trine Bang har været en aktiv del af udviklingen hos Europæisk Kulturhovedstad Aarhus 2017 fra et mindre sekretariat til en stor organisation med mere end 40 medarbejdere og 4500 frivillige.

- Hendes erfaring med at udvikle velfungerende organisationer og kulturbegivenheder, der henvender sig til en bred målgruppe er noget af det, som virkelig tiltaler os ved Trine Bang. Især hendes forståelse for spændingsfeltet mellem det folkelige og det finkulturelle er en hårfin balance, som vi ved, at hun evner. Derudover har hun positiv og smittende personlighed, som naturligt matcher Kulturmødets nuværende organisation, fortæller Ulla Astman, næstformand i bestyrelsen og Regionsrådsformand i Region Nordjylland.

Trine Bang starter for fuld kraft 1. februar 2018 og vil i perioden op til have interne møder med nøglepersoner i organisationen for at sikre en god overlevering.

Kulturmødet Mors 2018 løber af stablen 23.-25. august i Nykøbing Mors. Det vil være sjette gang, at Kulturmødet Mors afholdes.


Seneste nyt

fra Nordjylland