Kulturmødet Mors jagter frivillige til sommerens møde

100 frivillige er der brug for til dette års udgave af Kulturmødet Mors fra den 24. til den 26. august.

Skal der blive et kulturmøde på Mors til sommer, kræver det frivillige kræfter i læssevis. Faktisk har Kulturmødet Mors hvert år brug for cirka 100 frivillige til at hjælpe med afviklingen af den store begivenhed. Og 2017 bliver ingen undtagelse.

Det skriver LimfjordUpdate.dk.

Derfor er Kulturmødet Mors allerede nu gået i gang med at lede efter de 100 frivillige, der er brug for til sommer.

Ved et "tak for indsatsen"-arrangement torsdag den 2. marts i kantinen på Morsø Kommunes administrationsbygning, Jernbanevej 7, vil det være muligt at høre mere om planlægningen af Kulturmødet 2017. Er man interesseret i en tjans som frivillig, er det bare med at møde op.

– Alt i alt skal vi op på omkring 100 frivillige, siger konsulent Susanne Jørgensen, der ser frem til at stå for organiseringen af de frivillige, til LimfjordUpdate.dk.

– Indtil nu har jeg deltaget i Kulturmødet som gæst, og jeg glæder mig til at komme tættere på planlægningen og den praktiske afvikling af Kulturmødet, fortæller hun.

De frivillige vil få mange forskellige opgaver, lover konsulenten. Det kan være alt lige fra salg af mad og drikkevarer til at skulle servicere de deltagende kunstnere og aktører.

Kulturmødet Mors foregår i år fra den 24. til den 26. august i Nykøbing.

Hvis man er interesseret i at deltage som frivillig eller ønsker flere oplysninger, kan man sende en mail til Susanne Jørgensen på sj@morsoe.dk eller ringe på telefon 2967 3202.


Seneste nyt

fra Nordjylland