Kun få henvendelser i sager om hærværk og chikane

Statsminister Mette Frederiksen tager skarp afstand fra antisemitisk chikane og hærværk.

Politiet har kun fået få henvendelser efter weekendens hærværk og chikane mod jødiske kirkegårde og enkeltpersoner. Blandt andet blev en gravsten på Den Jødiske Kirkegård i Aalborg vandaliseret.

Chikanen ramte også Lars Bjørn Helm Nielsen fra Dronninglund, der er formand for "Nordjyske venner af Israel."

Lørdag opdagede han, at ukendte gerningsmænd havde klistret en Davidsstjerne på hans postkasse. Stjernen er magen til den stjerne, som jøderne blev pålagt at bære af nazisterne, og weekendens hændelser vækker minder om Krystalnatten for 81 år siden, hvor jøder blev forfulgt, overfaldet og dræbt af nazisterne.

- Helt ærlig synes jeg, at det er en lille smule komisk. Men hvis jeg nu virkelig var jøde, ville jeg nok synes, at det var skræmmende. For hvad kan de så ikke finde på, men det er også derfor, at de gør det. Men der må være en eller anden gruppe, der åbenbart gerne vil gøre opmærksom på sig selv, og som tror, at de på denne her måde kan få interesse, siger Lars Bjørn Helm Nielsen.

84 gravsten overmalet

Også andre steder i landet var der i weekenden antisemitisk hærværk. Blandt andet i Randers, hvor 84 gravsten på Østre Kirkegård var blevet overmalet med grøn graffiti, og enkelte var også blevet væltet.

- På nuværende tidspunkt er det for tidligt at sige, om der er en sammenhæng i de her sager, men det er selvfølgelig noget, politiet er ved at undersøge, og vi tager selvfølgelig de her sager ganske alvorligt, siger vicepolitiinspektør Bo Samson fra Rigspolitiets nationale situations- og operationscenter til TV2.

Statsminister Mette Frederiksen tager skarp afstand fra weekendens antisemitiske hærværk og chikane.

Statsminister Mette Frederiksen har også kommenteret på weekendens hændelser, og til TV2 siger hun, at antisemitismen lever i dele af det danske samfund, og det skal der tages skarp afstand fra. Og samtidig skærpes opmærksomheden omkring de danske jøder.

- Det har vi gjort af flere omgange, også da jeg selv var justitsminister. Det handler om sikkerhed, men det handler også om at forebygge det her, siger Mette Frederiksen.

Tåbelige handlinger

quote Jeg synes, at selve handlingerne er ondskabsfulde, og det er aldrig godt, at vi har den slags ting i vores samfund. På den anden side skal vi ikke gøre disse mennesker mere interessante end de er,

Bent Melchior, tidligere overrabiner

Det jødiske samfund i Danmark har også reageret på weekendens episoder.

Tidligere overrabiner Bent Melchior siger til TV2, at der altid vil altid være enere, som vil gøre sig interessante ved nogle provokerende handlinger som i sig selv er tåbelige.

- Jeg synes, at selve handlingerne er ondskabsfulde, og det er aldrig godt, at vi har den slags ting i vores samfund. På den anden side skal vi ikke gøre disse mennesker mere interessante end de er. De er heldigvis undtagelsen fra reglen, og man lægger så altid mærke til undtagelserne, siger Bent Melchior.

Tidligere overrabiner Bent Melchior mener ikke, at man skal gøre hærværksmændene mere interessante, end de er.

I Dronninglund tager formanden for ”Nordjyske venner af Israel”, Bent Helm Nielsen, weekendens antisemitiske chikane relativt roligt, selvom hærværket ramte store dele af Norden.

- Jeg tror, at man skal lade være med at overvurdere det, for det er trods alt ikke så mange steder, der er sket noget, så det er en forholdsvis lille gruppe mennesker, der har gjort det her, siger Lars Bjørn Helm Nielsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland