Vejarbejde på Limfjordsbroen: Kun to spor farbare indtil august

Indtil den 11. august skal trafikanter væbne sig med tålmodighed, hvis de skal køre over Limfjordsbroen. To af sporene er spærret af på grund af vejarbejde.

Skal du over Limfjordsbroen i løbet af de næste uger, så kan det være en god idé at køre i god tid. Brolægningen på broen skal udskiftes, og derfor er broen indsnævret fra fire til to spor i perioden 8. juli til 11. august.

Vejarbejdet får betydning for alle trafikanter, der skal passere broen. Cyklister og gående kan i perioder kun passere broen i den ene side. Bilister og buspassagerer kan forvente at blive forsinket på turen over broen på grund af indsnævringen af kørebaner.

På Rejseplanen kan buspassagerer se, at der ud fra alle busser, der passerer Limfjordsbroen, står, at man skal forvente forsinkelser på alle ruter, der passerer broen. Buspassagerer kan orientere sig om forsinkelser på Rejseplanen inden afgang. 

Fra Aalborg Kommune lyder opfordringen, at bilister skal vælge Limfjordstunnelen i stedet, så trafikken bliver mindst muligt påvirket af vejarbejdet.

Aalborg Kommune har valgt at lægge vejarbejdet i sommerferieperioden, så færre bilister bliver generet af det på vej på arbejde. Vejarbejdet foregår på den nordøstlige side af broen fra klapfanget og ind mod Nørresundby.

Belægningen skal udskiftes på kørebane, cykelsti og fortov. Derudover skal broens fuger også udskiftes.

Limfjordsbroen den 8. juli 2019

Seneste nyt

fra Nordjylland