Kunsten modtager milliondonation

Seks internationale hovedværker er blevet føjet til Kunstens samling ved Ny Carlsbergfondets hjælp.

Det sidste halvandet år har Kunsten været lukket, imens museumsbygningen er blevet restaureret. Men når Kunsten atter slår dørene op for publikum den 23. januar, er det ikke kun de ydre rammer, der er fornyede. Der er også kommet en række nye værker til Kunstens samling, som publikum kan opleve fra åbningsdagen.

Nyerhvervelsen af de seks markante kunstværker er blevet muliggjort som følge af en stor gestus fra Ny Carlsbergfondet, der generøst har skænket værkerne til Kunsten.

- Kunsten har siden sin indvielse med Alvar Aaltos enestående bygning i 1972 været et af Danmarks fornemste museer. Med udvidelsen, restaureringen og nyåbningen vil institutionen stå endnu stærkere, både som nationalt og internationalt museum. Vi er glade for at kunne føje markante værker til samlingen i denne anledning, siger formand for Ny Carlsbergfondet, Karsten Ohrt.

Værkerne har det til fælles, at de alle kan kategoriseres som store, internationale hovedværker. Kunsten har i forvejen en omfattende, international kunstsamling, og denne bliver nu yderligere styrket med tilføjelsen af de seks nye værker, lyder det fra Kunsten.

- Ny Carlsbergfondet har spillet en enestående rolle i forhold til Kunstens samling, som vi hele tiden arbejder på at styrke. Mange af hovedværkerne i museets samling har vi gennem tiden kunnet takke Ny Carlsbergfondet for. Med de nye værker får vi føjet nogle helt unikke værker til vores historiske samling, ligesom vi også får bragt vores samling ind i nutiden med helt nye værker. Samlingen er rygraden i museet. Det har Ny Carlsbergfondet haft blik for med deres generøse donation. Vi er meget taknemmelige, siger museumsdirektør Gitte Ørskou.

De seks værker kan dateres til forskellige perioder fra slutningen af 30'erne og frem til i dag. I Kunstens samling findes de eneste to værker i dansk museumseje af Michelangelo Pistoletto, og med gaven fra Ny Carlsbergfondet får museet nu et tredje Pistoletto-værk til samlingen; en stor spejlinstallation, der er et hovedværk fra kunstneren, og som kommer til at få en permanent placering i museet. Pistoletto vil senere lave en performance, hvor kunstværket fuldendes.

Derudover har Kunsten blandt andet fået to tidlige Per Kirkeby-værker. De to værker er de første af Kirkeby i museets samling.

De nyerhvervede værker tæller spejlinstallationen ’Eleven Less One’ (2009-2014) af Michelangelo Pistoletto, ’Udbud og efterspørgsel’ (1969) af Asger Jorn, ’Hun har mistillid’ (1965) og ’Uden titel (Tintin Det sorte Guld) (1968) af Per Kirkeby, ’Rød Maske’ (1939) af Egill Jacobsen og ’Marriage’ (2004) af den dansk-norske Michael Elmgreen & Ingar Dragset. 


Seneste nyt

fra Nordjylland