Kunstgræs spirer frem i stor stil

Kunstgræs afløser i stigende grad græs og grus på fodboldbanerne i Nordjylland.

Fodboldlandskabet er under hastig forandring, oplyser DR Nordjylland.

De gode gamle græs- og grusbaner bliver afløst af kunstgræsbaner med eksplosiv fart, og udviklingen vil forsætte de kommende år:

Alene i 2013 kom der kunstgræsbaner fem nye steder i Nordjylland.

DBU Jyllands ekspert på området, Jens Christensen, siger, at de næste nye baner er på vej blandt andet hos Bangsbo Freja i Frederikshavn, i Aars og i Farsø.

- I Jylland er antallet fordoblet på to år, og det fortsætter. I Jylland er der i dag 69 kunstgræsbaner. Når 2014 er omme er der 100, siger han.

En væsentlig forklaring på kunstgræsbanernes popularitet er ifølge DBU-eksperten, at kunstbanerne i dag ikke er dyrere i drift end en almindelig græsbane.

Faktisk er kunstbanen billigere, fordi den kan bruges nærmest hele året rundt. Desuden har et par dårlige fodboldvintre i Danmark gjort indtryk og endelig er kunstbanerne i dag meget naturtro.

- Det er med til at fastholde medlemmerne i klubberne, at de kan spille 12 måneder om året. Der er for mig at se ingen ulemper. Også fordi det skåner naturbanerne, siger Jens Christensen.

Det koster som tommelfingerregel omkring 2,8 mio. kroner plus moms at anlægge en kunstgræsbane.


Seneste nyt

fra Nordjylland