Kunsthal NORD modtager 2 millioner kroner fra fond

Den Obelske Familiefond har givet Kunsthal NORD to millioner kroner, der blandt andet sikrer et nyskabende toårigt læringsforløb for unge.

Et nyskabende læringsforløb for unge og eksponering af kunst ud til de nordjyske lokalområder. Det kan nu blive en realitet for Kunsthal NORD.

Kunsthal NORD har nemlig fået to millioner kroner af Den Obelske Familiefond.

Pengene kommer til at sikre et nyskabende toårigt læringsforløb for unge, og at den publikumsinvolverende samtidskunst kommer ud i hele Nordjylland.

Det ambitiøse og todelte projekt skal uddanne nordjyske unge som kunstformidlere og sikre, at hver af regionens 11 kommuner vil få besøg af en tredages mobil satellit fyldt med kunstværker, kunstformidlere og kunstnere samt dagsprogrammer med workshops, performances samt debatskabende samtaler med kunstnere, kunstfaglige og politikere.

- Med den generøse støtte fra Det Obelske Familiefond kan vi for alvor udvikle unges kunstforståelse og bringe eksperimenterende samtidskunst og inspirerende samtaler om kunst og kultur ud til alle i de nordjyske lokalområder. Samtidig kan vi yderligere konsolidere vores centrale plads på kunstscenen som en professionel videns- og læringsplatform, der præsenterer den nonkommercielle del af nutidskunsten, som ofte har svære vilkår på museer og gallerier, siger Henrik Broch-Lips, leder af Kunsthal NORD.

Kunsthal NORD’s lærings- og udstillingsprogram stemmer fint overens med Det Obelske Familiefonds strategiske målsætning om at støtte en kunst, der ”vækker undren over det eksisterende” og fondens ønske om at få kunst og kunstnere ud til befolkningsgrupper, som måske ellers ikke ville møde kunsten.

- Kunsthal NORD udgør en stor del af den nordjyske samtidskunstscene, og med samtidskunsten som er et af vores indsatsområder, er det helt i tråd med fondets strategi at støtte op om de nye spændende initiativer, og bringe kunsten ud til publikum, siger Britta Graae, fondsadministrator i Det Obelske Familiefond.


Seneste nyt

fra Nordjylland