Se billederne: Kunstnere skærer skulpturer med motorsave

Fem motorsavsskulptører besøger i disse dage Blokhus, hvor de skærer flere figurer i træ.

En falk, Thors hammer og en hest, flot udskåret i træ, ved hjælp af en motorsav - alt sammen gjort på under 40 minutter.

Det var det syn, som flere fremmødte kunne nyde i Skulpturparken lørdag, hvor der weekenden over afholdes den årlige Træskulpturfestival.

Fem internationalt anerkendte motorsavsskulptører, fra fem forskellige lande, skal på festivalen nå at skære flere forskellige træskulpturer, og lørdag var der mulighed for at se det såkaldte speedcarving i aktion.

- Speedcarving er rendyrket underholdning. Det er sjov og ballade. Det er os, der har det sjovt, og forhåbentligt har publikum det også sjovt. Det er absolut hovedformålet. Det her er rent show og rent sjovt. Vi gør det, fordi det er sjovt og for at underholde, siger Niels Ejnar Petersen, der er en af de fem motorsavsskulptører. 

 
 
Foto: Anders Hestbæk

Nyt tema hvert år

Reglerne er meget simple. Du har 40 minutter til at skære din skulptur, som helst skal udformes som noget inde for årets tema - i dette tilfælde er temaet Vilde Vikinger - men det er dog ikke et rigidt krav, forklarer Niels Ejnar Petersen. 

- Vi kigger lidt storsindet på, om skulpturerne holder sig inde for temaet, for når man laver speedcarving som det her, er man nødt til at lave noget, man har lavet før eller i hvert fald noget, man føler sig ret godt hjemme i, for der er ikke tid til at tænke. 

- Temaet bliver udvalgt efter en årlig brainstorming, hvor vi sætter os ned og tænker over, hvad vi har lyst til og finder på et tema, som vi ikke har haft før. Vi har tidligere haft Nordisk Mytologi, Konger og Kejsere, Vilde Dyr og Hjemlige Dyr som temaer, siger Niels Ejnar Petersen.

 
 
Foto: Anders Hestbæk

Der har været gennemført træskulpturfestival i Skulpturparken i Blokhus hvert år siden 2013.

I løbet af weekenden skal kunstnerne hver især udforme en større skulptur, formet af 1-2 tons tunge egestammer, der er mere end 200 år gamle. Kunstnerne får honorar samt alle rejseudgifter og opholdet betalt for at deltage, hvorefter skulpturerne så tilhører parken.

De koster Skulpturparken cirka 40.000 kroner per styk at få lavet.

 
 
Foto: Anders Hestbæk

Seneste nyt

fra Nordjylland