Kusk sendte Vejgaard ud af pokalturneringen

På en stærk anden halvleg og takket være en skarp Kasper Kusk vandt AaB lokalopgøret mod Vejgaard Boldspilklub i tredje runde af Sydbank Pokalen.

Det så ganske fint ud for 2. divisionsholdet fra Vejgaard Boldspilklub, da der blev fløjtet til pause i lokalopgøret mod AaB's Superliga-mandskab i tredje runde af Sydbank Pokalen, men i de sidste 45 minutter trak favoritterne fra takket være en hyperfarlig Kasper Kusk, som kom på måltavlen fem gange.

Overraskelsen udeblev, da Vejgaard og AaB mødte hinanden i den 3. runde af pokalen.

AaB vandt med hele 6-0 i et opgør, hvor alle mål blev scoret i anden halvleg. Patrick Kristensen bragte gæsterne foran lige efter pausen, og herefter stod der Kasper Kusk på det hele. Den tidligere landsholdsspiller viste med fem scoringer, at han kunne finde vej til netmaskerne på Soffy Road.

 
 
Foto: Tino Pedersen / TV2 Nord

Sensationen udeblev

Det var anden pokalkamp i træk, at AaB storsejrede over en af deres lokalrivaler. I anden runde slog aalborgenserne Nørresundby FB med 8-0.

Der var tryk på for at komme ind og se kampen.
Der var tryk på for at komme ind og se kampen.
Foto: Jesper Bo Winther

Vejgaard håbede på endnu en pokaloverraskelse, efter at de i anden runde af Sydbank Pokalen slog Superliga-holdet fra Hobro IK med 2-1, men håbet om en ny sensation levede kun i en halvleg i drømmeopgøret mod AaB.

AaB er med sejren videre til fjerde runde i pokalturneringen, hvor kampene spilles mellem 29. og 31. oktober.

 
 
Foto: Tino Pedersen / TV2 Nord

Seneste nyt

fra Nordjylland