Kusk stopper i Blokhus FC

Søren Kusks kontrakt med Blokhus FC udløber efter denne sæson, og træneren forlænger ikke med klubben.

Det blev til to sæsoner i spidsen for Blokhus FC, men efter denne sæson takker Søren Kusk af. Han fik en god start i klubben, efter at han i sommeren 2010 kom til Blokhus FC fra Hobro. I sin første sæson som træner i klubben lykkedes det at sikre oprykning til 1. division.

- Jeg har nu haft to gode år i Blokhus FC, hvor vi på trods at dette svære forår, har opnået nogle flotte resultater. Det har været en god tid, men nu synes jeg tiden er moden til, at der kommer nogle nye øjne på, fortæller Søren Kusk.

Den forgangne sæson har ikke budt på helt så store succesoplevelser. Blokhus FC ligger lige nu sidst i 1. division. Men klubben havde gerne set træneren blive lidt længere.

- Vi kunne sagtens se Søren tage en sæson mere i Blokhus FC, men jeg har samtidig fuld forståelse for Sørens beslutning. Vi står overfor en ny opgave i næste sæson, hvor vi efterhånden må indrømme, at der er stor sandsynlighed for at det igen hedder 2. division. Her skal vi i så fald i gang med at bygge et hold for fremtiden, siger direktør i Blokhus FC, Erik Just.

Der er endnu ingen afløser på plads for Søren Kusk.


Seneste nyt

fra Nordjylland