Kvinde død efter badeulykke

Foto: Per Frank Paulsen

En 49-årig kvinde blev pludselig væk, da hun var på en natlig svømmetur med en mandlig bekendt.

En 49-årig kvinde har mistet livet, efter at hun natten til lørdag blev fundet livløs i vandet ved badestranden i Hou Nord for Hals på Nordjyllands østkyst.

Hun havde været ude at svømme med en mandlig bekendt, da hun pludselig forsvandt, fortæller vagtchef ved Nordjyllands Politi Mogens Hougesen.

- Han var gået lidt længere ud i vandet, end hun var, og da han svømmer tilbage, kan han ikke finde hende og ringer 112, siger han.

Alarmopkaldet kom klokken 00:14, og kvinden blev fundet livløs i vandkanten med ansigtet nede i vandet, da ambulancefolkene nåede frem. Hun blev forgæves forsøgt genoplivet.

- Hun blev kørt til Aalborg Sygehus, hvor hun blev erklæret død, lyder det fra vagtchefen.

Kvinden er fra lokalområdet, og de pårørende er underrettet.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord