Brand i Brønderslev: Kvinde kørt til observation for røgforgiftning

Det gik galt for en 55-årig kvinde tidligere i dag, da hun lavede stegt flæsk på en pande. Panden brød i brand, og ilden bredte sig til resten af køkkenet.

Station Brønderslev måtte i dag rykke ud til en brand i et parcelhus på Fynsgade i Brønderslev. Alarmopkaldet lød klokken 13.36. 

En 55-årig kvinde var i gang med at stege flæsk på komfuret, da panden blev for varm og brød i brand. Kvinden prøvede at slukke ilden med vand, men det fik branden til at eskalere, og ilden bredte sig først til emhætten og derefter til resten af køkkenet.

Naboerne kom kvinden til undsætning og hjalp hende ud af huset. Hun blev efterfølgende kørt til Hjørring Sygehus til observation for røgforgiftning. 

- Vi fik heldigvis hurtigt branden under kontrol, og derfor er det begrænset, hvilke skader der er kommet på huset, siger Dorthe Krogh, der er indsatsleder ved Nordjyllands Beredskab. 

Branden kom under kontrol, inden ilden nåede at sprede sig til flere rum end køkkenet. Køkkenet blev kraftigt beskadiget med store sod- og røgskader, primært på emhætten og komfuret.

 


Seneste nyt

fra Nordjylland