Kvinde kørte ind i hus

En 30-årig kvinde fra Arden-området slap tirsdag aften heldigt fra et voldsomt trafikuheld i Haverslev, hvor hun i bil drønede direkte ind i hjørnet af et hus.

Kvinden kom kørende i sin personbil på Vestbygade, da hun i en venstre svingende kurve pludselig svinger til højre. Og derefter direkte ind i et hus.

- Det var ret voldsomt. Hun sad fastklemt og blev overført med politieskorte til traumecentret på Aalborg Sygehus, lyder det fra vagtchefen hos Nordjyllands Politi.

Den 30-årige kvinde var gennem flere timer i overhængende livsfare på grund af alvorlige kvæstelser, men onsdag morgen lyder meldingen, at hun er uden for livsfare, og hun slipper formentlig med et brækket ben.

Politiet mistænker kvinden for at være påvirket af alkohol, idet man i bilen har fundet en del flasker.

- Vi ved det ikke, men vi har taget blodprøver af kvinden, for enten at be- eller afkræfte den teori, siger vagtchefen.


Seneste nyt

fra Nordjylland