Kvindehåndbold under pres

 Kvindehåndbold under pres

Når EM i kvindehåndbold tirsdag fløjtes i gang i Gigantium i Aalborg, så bliver det uden nordjydske spillere i truppen. Og sporten er lige nu under stort pres i Nordjylland.

Som den eneste Aalborg DH spiller var Kristina Bille med i opløbet om landsholdspladserne. Men i sidste ende var der mere brug for en ekstra bagspiller end en højrefløj.

- Det er utroligt ærgeligt og det er en rigtig flad fornemmelse kan man sige - man sidder med en kæmpe skuffelse i maven, så det tager lige et par dage at fordøje det, siger hun til TV2/Nord.

Når de nordjyske spillere ikke slår igennem på landsholdet så hænger det i høj grad sammmen med, at sporten er under stort pres: I løbet af det sidste halvandet år har to nordjyske håndboldklubber i 1. division - Frederikshavn Fox og TST Hjørring måtte dreje nøglen om. Økonomien bar i sidste ende ikke igennem.

Også Aalborg DH har sit at kæmpe med: lige nu mangler klubben en til to nye hovedsponsorer:

- Selvfølgelig kan vi mærke det - vi kan også mærke at nordjysk sport ikke klarer sig godt lige nu. Nu handler det i bund og grund om at erhvervslivet siger, at de vil nordjysk sport rigtig meget, siger direktør i ADH Jan Hansen til TV2/Nord.

Med økonomiske tommelskruer på har Aalborg DH valgt at spare de dyre udenlandske spillere væk og satse på unge nordjyske talenter i stedet - talenter som Kristina Bille. Og det skulle også gerne give sportslige resultater på sigt.


Seneste nyt

fra Nordjylland