Kvindelig stalker fængslet igen: Overtrådte tilhold 8 gange på 24 timer

Det er ikke engang en måned siden, at kvinden sidst fik en dom for at overtræde tilhold og stalke to mænd. Nu er hun igen varetægtsfængslet for 19 nye overtrædelser.

Hele 19 gange i denne måned har kvinden fra Hjørring ifølge politiets anklager overtrådt sine tilhold og stalket to mænd, som hun ifølge loven ikke må kontakte. Senest er det sket tirsdag aften og onsdag morgen, hvor hun har opsøgt den ene mand. I alt har hun det seneste døgn overtrådt tilholdet otte gange. Derfor skred politiet til anholdelse af kvinden.

- Hun erkender at have været på stedet. Men hun mener ikke, at hun har overtrådt tilholdet, fortæller Bjørn Fogh, der er anklager ved Nordjyllands Politi.

Ifølge kvindens egen forklaring opsøgte hun manden for at overtale ham til at ophæve tilholdet.

quote Vi vurderer, hvornår der er nok forhold til at man kan få hende varetægtsfængslet.

Bjørn Fogh, anklager, Nordjyllands Politi

Det er kvindens eksmand og en anden mand, som hun kender perifært, der er ofre for omfattende stalking. Der er ikke tale om grov stalking med trusler, men kvinden ringer, sms'er og opsøger ustandseligt mændene.

De nye overtrædelser har nu ført til, at kvinden onsdag er blevet varetægtsfængslet frem til den 20. december.

- Vi vurderer, hvornår der er nok forhold til at man kan få hende varetægtsfængslet. Og så var der otte forhold siden i går eftermiddags. Så nu besluttede vi at skride til anholdelse, fortæller anklageren.

I løbet af varetægtsfængslingen skal hun have udarbejdet en supplerede mentalerklæring. Hun er tidligere vurderet til ikke at være sindssyg, og er blevet fundet egnet til normal straf. Men nu har anklageren altså ønsket at få den 44-årige kvinde udredt igen.

quote Jo flere gange du overtræder tilholdet, jo højere bliver straffen. Så på et tidspunkt når man et punkt, hvor straffen bliver lang.

Bjørn Fogh, anklager, Nordjyllands Politi

- Det har jeg bedt om fordi jeg synes, at den her adfærd er for påfaldende, siger Bjørn Fogh.

Kvinden er yderst velkendt hos politiet. Hun har i forvejen tre domme for stalking af de to mænd. Den seneste dom fik hun den 2. november, men allerede den 3. november var den ifølge anklageren gal igen.

- Det er altså sag nummer fire, vi har startet op mod hende. Og den begyndte altså allerede i starten af november - dagen efter hun senest er blevet dømt.

Kvindens tidligere domme for stalking

1. dom: Tre måneders ubetinget fængsel (Strafudmålingen er anket)
2. dom: 50 dages ubetinget fængsel (Kvinden har anket sagen til frifindelse)
3. dom: 70 dages ubetinget fængsel (Kvinden har anket sagen til frifindelse)

Bjørn Fogh oplyser, at kvinden denne gang også er sigtet for husfredskrænkelser mod en af mændene.

- Hun har typisk forholdt sig udenfor, men en nat i november klokken 04 har hun været inde af en aflåst dør. Hun er derinde et par minutter og så går hun ud igen, fortæller anklageren.

Kvinden kærede varetægtsfængslingen.

- Jo flere gange du overtræder tilholdet, jo højere bliver straffen. Så på et tidspunkt når man et punkt, hvor straffen bliver lang. Indtil hun ændrer adfærd, så er der ikke andet end det her at gøre, fortæller anklageren.


Seneste nyt

fra Nordjylland