Kvindelige iværksættere i mandefrit forum

Væksthus Nordjylland danner fra august et netværk for nordjyske kvindelige virksomhedsejere og iværksættere, og det netværk bliver hundrede procent mandefrit.

Et nyt netværk udelukkende for kvinder skal styrke de nordjyske kvindelige virksomhedsejere og iværksættere. Det er Væksthus Nordjylland, der står bag det nye initiativ.

- Kigger vi på arbejdsmarkedet, er danske kvinder mere erhvervsaktive end kvinder i andre lande. Dermed burde danske kvinder have en tilsvarende god mulighed for at starte egen virksomhed. Men de vælger i høj grad at få job i det offentlige. Derfor vil vi gerne gøre en ekstra indsats for de kvindelige ejerledere i Nordjylland, så vi sikrer, at flere af dem bliver lige så dygtige som mændene til at skabe arbejdspladser og vækst, siger Rikke Larsen, der er vækstkonsulent i Væksthus Nordjylland.

Det nye netværk giver deltagerne et lukket forum, hvor det er tilladt at diskutere de udfordringer, som lige netop kvinderne føler, at de står i med i forbindelse med opstart og drift af egne virksomheder.

- Indholdet passer rigtigt fint til den vækst og konsolidering, vi gerne vil opnå, men samtidig synes jeg, det er befriende, at kunne diskutere vores udfordringer i et rendyrket kvindenetværk, siger Inger Steen Møller, der driver sin egen virksomhed i Nørresundby. Hun har allerede tilmeldt sig netværket.

Det nordjyske netværk for kvindelige erhvervsdrivende søsættes i august.


Seneste nyt

fra Nordjylland