30-årig kvinde tiltalt for at køre sin mand ned

Der er tale om en usædvanlig grov sag, når en 30-årig kvinde efter planen skal møde i retten i Aalborg onsdag.

Kvinden er tiltalt for i sommer at have kørt sin egen mand ned med bil under en jagt i Øgade-kvarteret i Aalborg, hvor hun ifølge anklageskriftet gjorde flere forsøg på at ramme ham, før det til sidst lykkedes - med det resultat, at manden blev alvorligt kvæstet.

Episoden fandt sted søndag 13. juni ved 22.45-tiden om aftenen. Ifølge politiets anklager kom kvinden kørende i en Suzuki Liana ad Fyensgade. Omkring krydset ved Samsøgade kørte kvinden ifølge anklageskriftet direkte mod sin mand, som stod på fortovet i krydset og måtte springe til side for ikke at blive ramt.

Indre blødninger i hovedet

Ifølge anklageskriftet vendte kvinden herefter bilen og kørte endnu engang mod manden, som dog undveg igen. Jagten fortsatte imidlertid. Manden forsøgte at løbe væk med retning mod Østre Anlæg, men i krydset ved Bonnesensgade kørte kvinden endnu engang mod manden, og denne gang ramte hun ham. 

Ifølge politiets anklager blev manden væltet omkuld med så stor kraft, at han pådrog sig indre blødninger i hovedet og efterfølgende blev kørt på sygehuset.

Kvinden blev anholdt og har siddet varetægtsfængslet siden. I forbindelse med varetægtsfængslingen erkendte hun at have siddet bag rattet i Suzukien, men hun nægtede under grundlovsforhøret at have påkørt sin mand med fuldt overlæg.

Hvordan hun forholder sig til tiltalen, fremgår ikke før retssagens start, men det ventes afklaret som noget af det første, når retssagen begynder. 

Udover en ubetinget frihedsstraf vil politiet også i forbindelse med sagen kræve, at Suzuki Lianaen bliver konfiskeret. 


Seneste nyt

fra Nordjylland