Kvinder snydt for ligeløn i årevis

Foto: Per Frank Paulsen

Seks kvinder har nu hver fået efterbetalt 8.000 kroner, efter virksomheden Cubic i Brønderslev har indgået forlig.

Virksomheden Cubic i Brønderslev har i årevis underbetalt de kvindelige arbejdere med knap én krone i timen. De har nu indgået forlig i sagen, efter den kom for Industriens Ligelønsnævn. Det skriver Fagbladet 3F.

De kvindelige arbejdere fik i en årrække lavere løn end deres mandlige kolleger. Først 1,70 kroner mindre i timen, hvilket blev forhandlet ned til 1 krones forskel. Men ledelsen ville ikke give sig på den sidste krone.

Fællestillidsmand Gert Houmark lagde derfor sag an mod Cubic i Industrien Ligelønsnævn. Cubic mente, at kvinderne og mændene udførte forskelligt arbejde i en grad som berettigede forskellen i lønnen. Men kort før sagen begyndte, valgte de at indgå forlig.

- Jeg er godt tilfreds med, at vi nåede frem til et resultat. Normalt har vi en rigtig god virksomhed. Men jeg har ikke hørt et godt argument fra ledelsen om, hvorfor lønnen til kvinderne skulle være lavere end til mændene, siger Gert Houmark.

I forliget fremgår det, at selvom de kvindelige og de mandlige medarbejdere ikke lavede præcist det samme, så har arbejdet "samme værdi", hvilket er afgørende for, om der er tale om en overskridelse af lov og overenskomst.

Seks kvinder har nu hver fået 8.000 kroner efterbetalt.

Direktør for Cubic, Torben Fristrup, har ingen kommentarer til sagen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord