Kvinder truet på livet efter de fjernede ulovlige skilte

Signe Rønn og Stine Holm fra Thisted har modtaget så voldsomme trusler, efter at have pillet de ulovlige asylskilte ned, at sagen nu er meldt til politiet.

Signe Rønn og Stine Holm fra Thisted pillede i weekenden de meget omtalte vejskilte, der viser flygtninge mod Irak og Syrien, ned. De to kvinder har efter, at de fjernede de ulovlige vejskilte modtaget trusler på livet. Trusler, som de nu har anmeldt til politiet. 

- Vi har modtaget trusler om at nogen vil likvidere os, altså simpelthen slå os ihjel. Vi har fået sms'er, hvor der står, at de ved hvor vi bor, og at vi skal passe på, fordi vi bliver overvåget, siger Signe Rønn til Limfjord Update. 

De to kvinder fra Thisted har anmeldt dødstruslerne til Lokalpolitiet i Thisted, som ifølge kvinderne selv, tager den meget alvorligt. Lokalpolitiet i Thisted har bekræftet over for Limfjord Update at have modtaget anmeldelsen.

De ulovlige vejskilte blev sat op flere steder i Thy-området i løbet af weekenden. Ingen har endnu bekræftet at have sat skiltene op. 


Seneste nyt

fra Nordjylland