Kvissel FC Millionaires trækker elitehold

Foto: Henrik Dahl Nielsen

Bestyrelsen for Kvissel-Ravnshøj Idrætsforening, der står bag floorballholdet Kvissel FC Millionaires, har valgt at trække deres elitehold i floorball. Træneren og assistenttræner forlader klubben i protest.

I en pressemeddelelse meddeler formanden for idrætsforeningens bestyrelse, Jytte Høyrup, at floorballafdelingen for den kommende sæson udelukkende vil have ungdoms- og seniorhold udenfor eliterækken.

- KRIF og KRIF's medlemmer er bedst egnet til breddeidræt, hvorfor bestyrelsen har besluttet enten at udskille floorball eliteafdelingen eller nedlukke afdelingen.

Igennem det sidste år har klubben ellers haft et elitehold i floorball.

Den pludselige udmelding har fået træner Thomas Lodberg og assistenttræner Jesper Nielsen til at stoppe som trænerteam i klubben.

- Desværre var bestyrelsen for uvidende om, hvad det indebærer at være med på det her niveau, og da ingen i bestyrelsen selv er aktive på sponsorsiden, så må det have været den nemmeste beslutning for dem at lukke holdet ned frem for at tage arbejdshandskerne på, siger trænerteamet i en pressemeddelelse.

Det ligger samtidig fast, at samtlige spillere fra eliteholdet med aftaler for den nye sæson stopper i klubben.

Den seneste sæson i eliterækken afsluttede Kvissel FC Millionaires med en bronzemedalje.

Har du et godt tip?