Kvotedronning i Skagen: Seks meter jolle og fiskekvoter for 123 millioner

Birthe Kjeldsen fra Skagen, der er gift med kvotekongen Henning Kjeldsen, ejer kun en seks meter lang glasfiberjolle. Alligevel har hun fiskekvoter for 123 millioner kroner, skriver Berlingske.

Med en formue på halvanden milliard kroner er Henning Kjeldsen fra Skagen en af Danmarks rigeste fiskere. I 2013 besluttede han og konen, Birthe Kjeldsen, at udvide forretningen.

I det nystiftede selskab Nordstrand Fiskeri indkøbte familien en 5,5 meter lang glasfiberjolle for 100.000 kroner, mens Birthe Kjeldsen blev godkendt som erhvervsfisker ved NaturErhvervstyrelsen og stod som ejer af Nordstrand Fiskeri.

Det skriver Berlingske.

Birthe Kjeldsen fik hurtigt opkøbt fiskekvoter for mange millioner kroner. Hun ejede dog stadig kun den ene jolle, som havde fået navnet Lasse. Indenfor det første år var der opkøbt fiskekvoter for knap 40 millioner kroner.

quote Det ligner kvotefusk.

Sune Scheller, projektleder fra Greenpeace til Berlingske

I 2015 blev Lasse erstattet af en lidt større model, en glasfiberjolle på seks meter. Og i dag er der opkøbt fiskekvoter for 123 millioner kroner, mens Birthe Kjeldsen stadig kun er i besiddelse af den ene jolle, skriver Berlingske.

Birthe Kjeldsen blev erhvervsfisker kort efter et nyt loft for antallet af fiskekvoter trådte til. De nye regler havde betydning for ægtefællen Henning Kjeldsen, som ikke kunne udvide på en række arter. Sammenfaldet fik Greenpeace til at politianmelde parret til Nordjyllands Politi i 2015.

- Det ligner kvotefusk, siger projektleder Sune Scheller fra Greenpeace til Berlingske.

Politiet indhentede oplysninger fra Fiskerikontrollen under NaturErhvervstyrelsen. Efter en gennemgang vurderede NaturErhvervstyrelsen, at reglerne ikke var blevet overtrådt.

I juli 2016 spurgte Berlingske fiskerikontrolchef Mik Jensen, hvordan det kan hænge sammen, at man har kvoter for 123 millioner kroner, når man samtidig kun ejer en 5,5 meter lang jolle.

- Nogle fiskefartøjer anvendes ikke til fiskeri, men udelukkende til at lægge kvoteandele på. Fisken kan så lejes ud til andre fartøjer, som den pågældende enten selv ejer, eller til fartøjer, som er ejet af andre fiskere, sagde Mik Jensen til Berlingske.

Nordjyllands Politi efterforskede sagen frem til begyndelsen af 2017, og konklusionen blev, at Birthe Kjeldsens ejerforhold ikke var strafbart.

Ifølge socialdemokratiske Simon Kollerup er det problematisk, at man kan slippe afsted med at have så mange kvoter, når man har så lille en båd.

- Det hører ingen steder hjemme. Det viser tydeligt hvilken grad af kreativitet, der er på spil blandt kvotekongerne, siger han til TV2 Nord.

Socialdemokratiet har sammen med DF skaffet et flertal bag regeringen, og sammen med den nye fiskeriminister, Karen Ellemann fra Venstre, er de netop nu i gang med en kvotekongepakke, som skal sikre, at fisk, som kvotekongerne har fået fingre i udenom kvoteloftet, skal spredes ud til flere fiskere.

quote Det hører ingen steder hjemme. Det viser tydeligt hvilken grad af kreativitet, der er på spil blandt kvotekongerne.

Simon Kollerup, Socialdemokratiet

- Problemet er, at det bliver rigtig sårbart i havnebyer som Hanstholm, Hirtshals og Skagen, når enkelte kæmpefiskere kan bestemme, hvor meget arbejde der er fra dag til dag. Det er for stor en magt, siger Simon Kollerup.

Ifølge ham er pakken lige på trapperne.

- Der er mange møder i kalenderen i løbet af den næste tid. Så er man kvotekonge, kan man godt stoppe sine lyssky investeringer, siger Simon Kollerup til TV2 Nord.

Det er ikke lykkedes Berlingske Business at få en kommentar fra hverken Birthe Kjeldsen eller Henning Kjeldsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland