Kystsikring splitter politikere

Sommerhusejere syd for Lønstrup ønsker en kystsikring for at redde deres sommerhuse, og det skaber uenighed blandt politikerne i Hjørring.

Morten A. Petersen (Da. Folkep.) støtter Lønstrup Kystbeskyttelseslags ansøgning om at få lov til at beskytte de sommerhuse, som er i fare for at ryge i havet.

- Det skulle have været gjort for mange år siden, men der har desværre været en lidt uheldig holdning i kommunalbestyrelsen, at man ikke skulle sikre kysten, siger Morten A. Petersen (Da. Folkep.), medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune til TV2/Nord. 

Sommerhusejerne syd for Lønstrup har tidligere fået afslag, men nu er de selv villige til at betale for kystsikringen. Teknik- og Miljøudvalget i Hjørring Kommune skal bare give et høringssvar til Kystdirektoratet, som tager den endelige beslutning. Politikerne er dog langt fra enige. Formanden for Teknik- og Miljøudvalget er uenig i, at der skal være kystsikring syd for Lønstrup.

- Det viste sig jo sidste gang, at vi var rimelig uenige, og jeg bad derfor sagen lagt for byrådet, hvor kystsikringsanlægget faldt med et brag, men det skal jeg jo ikke kunne forudse, om det samme vil ske denne gang, siger formand for Teknik- og Miljøudvalget, Jørgen Bing (SF), til TV2/Nord.


Seneste nyt

fra Nordjylland