Løkke mødte vælgere i Aalborg

00:55

Foto: Bruno Stagsted

1 af 2

For første gang i valgkampen lagde venstreformand og statsministerkandidat, Lars Løkke Rasmussen mandag vejen forbi Nordjylland.

Lars Løkke Rasmussen tilbragte mandag en times tid i den nordjyske hovedstad sammen med partisoldater og Venstres nordjyske folketingskandidater.

Ved ankomsten til Aalborg blev han omringet af ungdomspolitikere fra DSU og SF Ungdom, der blandt andet hilste ham velkommen med sang i form af "Når jeg ser et rødt flag smælde".

- Det er faktisk min yndlingsmelodi. Den kan man downloade som ringetone, jeg tror det er på P3, hvor jeg har indfløjtet den. Så det er en melodi jeg sådan set godt kan lide, sagde Lars Løkke, som også fik en rød rose af de unge Socialdemokrater.

Lars Løkke Rasmussen fik lejlighed til at tale med flere nordjyske vælgere. Blandt andet handlede det om kvalitet i folkeskolen, sundhedsvæsnet og forholdene for danske krigsveteraner. Og så fik statsministerkandidaten også lejlighed til at fortælle, hvorfor han mener, at en ny regering vil gavne Nordjylland.

- Nordjylland er et af de steder, hvor på trods af at folk siger, at det går fint, så er det jo ikke situationen. I Nordjylland er der færre job end der var og på landsplan er der færre job, end da jeg var statsminister, siger Lars Løkke Rasmussen, som blandt andet vil arbejde for at der kommer flere job i landbruget.

- Nordjylland er et af de steder, hvor man er meget afhængige af fødevaresektoren. Som jeg forstår det, er det hvert femte job i Nordjylland, der er hængt op på landbrugssektoren. Vi skal tage et opgør med de vandplaner, der er i høring, og vil skal tillade landbruget at dyrke på en selvfølgelig bæredygtig men også rationel måde, siger Lars Løkke Rasmussen.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord