"Lånt" bil havnede på taget: Fører stak af, men ringede selv til politiet

Foto: Per Frank Paulsen

En 27-årig mand fra Nordjylland "lånte" natten til tirsdag et familiemedlems bil og forulykkede ved Støvring. Nu leder politiet efter ham.

En 27-årig mand fra Nordjylland var klokken et natten til tirsdag ude for solouheld på Kærvej mellem Voldsted og Støvring. Han mistede herredømmet over bilen og endte på taget i grøften.

Han valgte at stikke af fra stedet, men Nordjyllands Politi mistænker, at det var føreren selv, der kort efter valgte at ringe og fortælle politiet, hvor bilen var.

- Anmelderen ville være anonym, og derfor tror vi, det var føreren af bilen selv, siger Karsten Højrup, vagtchef ved Nordjyllands Politi.

Da en patrulje nåede frem til ulykkesstedet, var føreren ingen steder at se, og det lykkedes ikke at finde ham i området. Men via bilens registreringsnummer fandt de frem til ejeren.

- Det viser sig, at den 27-årige fører er noget familie til ejeren, og han havde taget bilnøglen uden at spørge om lov. Han har ikke noget kørekort, han var formentlig beruset, da ulykken skete, og så fik han dårlig samvittighed og anmeldte det selv. Men når han har været i stand til at forlade bilen, formoder vi, at han er uskadt, siger Karsten Højrup.

Politiet leder lige nu efter den 27-årige.

- Vi kender hans identitet og hans familie. Han har godt nok ikke nogen fast bopæl, men det er kun et spørgsmål om tid, før vi finder ham, siger vagtchefen.

Flere nyheder fra TV2 Nord