Læge overså forsnævret kranspulsåre

Bente Bach Jensen fra Farsø mener, at hun er heldig overhovedet at være i live, efter den behandling hun modtog på Sygehus Himmerland i Hobro.

54-årige Bente Bach Jensen fra Farsø har ikke meget tilovers for den behandling, som hun modtog på Sygehus Himmerland i Hobro, da hun i februar 2013 blev indlagt med hjertebanken og brystsmerter.

- Min søn kunne have mistet sin mor (...) Man har jo ikke lyst til at skulle herfra med en sygdom, der kunne have været repareret på en halv time, hvis de ellers havde hørt efter, siger hun.

For lægen, som tilså Bente Bach Jensen, valgte nemlig at sende hende hjem - til trods for smerterne.

- De vælger at sende mig hjem og siger, at der ikke er noget i vejen med mig. Det er jo fuldstændig forrykt! Jeg kunne jo have stillet træskoene den aften, fortæller hun.

Det viste sig nemlig, at Bente havde en forsnævring i kranspulsåren, som hun måtte opereres for to måneder senere på Skejby Sygehus i Aarhus. En skærende kontrast til raskmeldingen fra Sygehus Himmerland.

- Det er jo frustrerende, fordi man føler sig magtesløs, konstaterer Bente Bach Jensen.

Søren Gaun, der driver lægevikarbureauet Medflex, maner dog generelt til besindighed i debatten og har ikke hørt flere negative bemærkninger om Hobro Sygehus end andre sygehuse.

- Når der er spidsbelastninger og arbejdspres, så kan sådan nogle ting ske, siger han.

Ifølge Søren Gaun skal en del af forklaringen på fejlbehandlingerne blandt andet findes i lægernes arbejdsforhold.

- Når der kommer en patient eller flere ind, så er der en masse procedurer, som skal følges. Blandt andet skal der bestilles blodprøver, røntgenbilleder og lignende. Hvis der så samtidig kommer et akut tilfælde ind, så er det, at patienterne kommer til at ligge og vente - og så er det, at sådan noget her kan ske, siger han.

Hos Bente Bach Jensen kan tilliden til Sygehus Himmerland dog næppe genoprettes:

- Jeg skal aldrig på Hobro Sygehus igen. Aldrig nogensinde!


Seneste nyt

fra Nordjylland