Læge overså graviditet og indstillede kvinde til operation for mavebrok

Det var på grund af flere alvorlige fejl, at læge Tage Thusgaard Kristiansen midt i oktober fik indskrænket sit faglige virke. Det viser en aktindsigt, som TV2 Nord har fået.

Et skilt på døren med beskeden om, at klinikken var lukket, mødte fra 17. oktober de patienter, der forsøgte at komme til lægen hos Tage Thusgaard Kristiansen i Sæby. Styrelsen for Patientsikkerhed havde indskrænket lægens praksis, så han ikke måtte arbejde uden at være under supervision af en anden læge.

quote En aktindsigt, som TV2 Nord har fået, viser nu, at det var flere graverende fejl, der fik Styrelsen for Patientsikkerhed til at sanktionere Sæby-lægen.

 Fra artiklen

En aktindsigt, som TV2 Nord har fået, viser nu, at det var flere graverende fejl, der fik Styrelsen for Patientsikkerhed til at sanktionere Sæby-lægen. Tage Thusgaard Kristiansen overså blandt andet en graviditet og indstillede den kvindelige patient til operation for mavebrok samt sterilisation.

Den episode fandt sted i efteråret 2015. Tage Thusgaard Kristiansen blev efterfølgende indkaldt til en tilsynssamtale, hvor Styrelsen for Patientsikkerhed udtrykte kritik af hans lægefaglige praksis. Det kom blandt andet frem, at kvinden havde henvendt sig med smerter i lænden og senere maven, men ikke havde gennemgået en såkaldt objektiv undersøgelse.

Mangelfuld journalføring

Tage Thusgaard Kristiansen forklarede, at kvinden havde modsat sig en sådan undersøgelse, men det fremgik ikke af hendes journal. Styrelsen fandt det derfor kritisabelt, at lægen havde indstillet hende til operation uden at have gennemført en grundig undersøgelse.

Den 74-årige læge har i de seneste år været under skærpet tilsyn af Styrelsen for Patientsikkerhed. Af aktindsigten fremgår det, at det særligt har været tilfældet, fordi Tage Thusgaard Kristiansens journalføring har været mangelfuld.

Derudover har Styrelsen for Patientsikkerhed udtrykt kritik af hans donation af medicin. Lægen har eksempelvis behandlet angst og hyperventilation med morfin, hvilket af Styrelsen for Patientsikkerhed vurderes til at være under normen for almindelig anerkendt lægefaglig standard.

Læge vender ikke tilbage

Tage Thusgaard Kristiansen meddelte i slutningen af oktober på sin hjemmeside, at han ikke vender tilbage til sit lægefaglige virke. Han havde planlagt at gå på pension, da han fylder 75 år i januar.

-  Jeg er ked af, efter en lang og god tid i Sæby, at jeg ikke selv er der til at sige farvel til jer. Mine patienter har altid betydet meget for mig, lyder det i beskeden fra Tage Thusgaard Kristiansen.

Tage Thusgaard Kristiansen havde klinik i Sundhedshus Sæby.


Seneste nyt

fra Nordjylland