Lægerne lyttede ikke til hjertepatient

04:04

1 af 2

Hvis jeg havde været en dag mere på Aalborg Sygehus havde jeg været død i dag, siger hjertepatient Brian Schmidt.

Brian Schmidt fra Nibe er i dag afhængig af en elektrisk pumpe for at holde sig i live.

- Og hvis den ikke kører samtidigt med min medicin, så kan jeg ikke leve, siger Brian Schmidt.

I slutningen af juli i år bliver han indlagt på hjerteafdelingen S1 på Aalborg Universitetshospital. Her oplever han imidlertid efter eget udsagn, at lægerne ikke lytter til ham og i stedet for at fokusere på hans hjerte, undersøger ham for andre sygdomme.

- De siger, at jeg har forstoppelse og roskildesyge. Indtil de foretager ultralydsscanning af mit hjerte, og fortæller mig, at den ene hjerteklap slår under 20 procent, siger Brian Schmidt.

Herefter får familien at vide, at tilstanden blot kræver medicinsk behandling.

- Vi fik at vide, at det her hul, som man har fundet i venstre del, det kunne man få noget medicin for og så kunne hullet så stille og roligt trække sig sammen. Det vil nok ikke lukke sig helt, men det vil trække sig sammen, så han kunne fungere normalt. Men det var ikke sket, siger Pia Salvesen, mor til Brian Schmidt.

Familien forsøger efterfølgende efter eget udsagn at overtale lægerne på afdelingen til at sende Brian Schmidt til Skejby Sygehus i Aarhus, da de er nogle af landets førende eksperter i behandling af hjertesygdomme. Ifølge familien er det først efter dages tovtrækkeri, at Brian Schmidt endelig bliver overført til Skejby - og får en voldsom besked fra lægen, som undersøger ham.

- Vi spørger ham direkte, hvornår kommer jeg hjem dagen efter, hvor han så siger, jeg ikke kommer hjem. Og hvis du skulle være blevet på Aalborg Sygehus en dag mere, så havde jeg været død i dag. Så jeg var selvfølgelig glad for, jeg kom til Skejby, siger Brian Schmidt.

I dag har familien svært ved at forstå, hvordan lægerne i Aalborg ikke kunne opdage, hvor alvorlig Brian Schmidts tilstand var. En kritik, som klinikchefen for hjerte-lunge-afdelingen på Aalborg Universitetshospital, afviser.

- Jeg tror ikke, der har været to forskellige opfattelser. Det er fuldstændig rigtigt, at vi har jo forsøgt at lytte roligt til Brian Scmidt og familien, og det er rigtigt, på et tidspunkt var det mavesymptomer, som dominerede billede, og som naturligvis også gerne ville aflaste. Det har ikke på noget tidspunkt taget fokus fra, at det alvorlige del, det var hjertesvigt, siger Carl Otto Gøtzsche, klinikchef, Klinik Hjerte-Lunge.

Carl-Otto Gøtzche mener desuden ikke, at familien fik presset overførslen til Skejby Sygehus igennem. Alt foregik ifølge ham efter bogen. Carl Otto Gøtzsche erkender dog, at kommunikationen med Brian Schmidt og hans familie kunne have været bedre.

- Vi har nok ikke været gode nok til at være sikre på, at Brian Schmidt har forstået vores budskaber og vores information. Og den sikring, det er noget af det, vi skal arbejde med, når vi får feedback fra patienten, siger Carl-Otto Gøtzsche.

På Skejby Sygehus i Aarhus får Brian Schmidt akut indopereret den pumpe, som indtil videre holder hans hjerte i gang - indtil han atter er stærk nok til at gennemgå en hjertetransplantation.