Længere hjemmeplejebesøg i Rebild - men borgerne vil have mere

De ældre vil fra april som minimum få besøg af hjemmeplejen i 10 minutter fra april næste år, men det er stadig ikke nok, mener de ældre.

Da Leon Sebbelin (R) sent natten til onsdag endelig kunne komme ud af forhandlingslokalet og erklære, at han tager fire år mere som borgmester, var det med en noget usædvanlig konstituering under armen.

For ikke nok med, at den satte navn på borgmester og viceborgmester, den skrev også de ældre ind i konstitueringsgrundlaget efter krav fra Dansk Folkepartis Tommy Degn.

Helt konkret skal de ældre have besøg på minimum 10 minutter af hjemmeplejen i stedet for de nuværende fem, og alle visitationer i hjemmeplejen forøges med fem procent som tillægsbevilling. 

- Det er jo sjældent, man kommer i fuldt firspring, det er økonomien ikke til. Men med små skridt, og at man får det passet til, så kan det lykkes, siger borgmester Leon Sebbelin til TV2 Nord.

Og konstitueringsaftalens detaljer er da også blevet bemærket rundt om i Rebild Kommunen. Men de berørte borgere mener, at der kunne have været gjort mere.

- Det er ikke meget, men det er da bedre end fem minutter, siger Finn Luton, pensionist fra Støvring.

- Hvis du tænker, at du skal lukke en fremmed ind i dit hjem, og at hun har 10 minutter til at komme ind, og så skal hun være ude igen... Det er lidt, siger Ellen Nielsen, der også er pensionist.

Leon Sebbelin erkender, at 10 minutter stadig ikke er nok, selv om det er en forbedring. 

- Det gamle billede, som min farmor var en del af, hvor hjemmehjælperen kan sidde og hygge, det kan bare ikke lade sig gøre i dag, for det er simpelthen umuligt at finansiere, siger borgmesteren.

Efter planen skal de nye regler på ældreområdet i Rebild Kommune træde i kraft fra april næste år. Men først skal pengene findes, og partierne skal finde et flertal i kommunalbestyrelsen på to tredjedele for forslaget, hvis der skal ændres i budgettet.

- Men det skal vi nok finde en løsning på, siger Leon Sebbelin. 

I Rebild Kommune blev en opprioritering af ældreplejen end del af konstitueringsaftalen.

Seneste nyt

fra Nordjylland