Lærere raser over byrådsmedlem

Foto: Torben Lykke Larsen (Arkiv)

Byrådsmedlem i Hjørring Kommune kaldte lærerne for "møgforkælede" - nu kræver lærerne en undskyldning.

Lærerne i Hjørring Kommune er rasende, efter at byrådsmedlem Gert Storgaard (V) har kaldt dem for en "møgforkælet gruppe" i en mail. Det skriver Nordjyske.

I en mail til lærerne på Hirtshals Skole, der er sendt d. 19. april, skriver Gert Storgaard:

- I har virkelig tabt anseelse i den danske befolkning. Ingen kan tage jer seriøst mere. I er en møgforkælet gruppe af offentlige ansatte, der aldrig har haft samme betingelser som os på det private arbejdsmarked.

Formanden for Lærerkreds Nord, Lars Busk Hansen, mener, at Gert Storgaard skylder lærerne en undskyldning:

- Jeg tager skarpt afstand fra Gert Storgaards holdninger. Det er en grov måde at betragte offentligt ansatte på. Jeg mener, at lærerne i Hjørring Kommune har krav på en undskyldning fra Gert Storgaard, siger han til Nordjyske.

Gert Storgaard siger i dag, mandag, til Nordjyske, at han ikke fortryder noget, men at han derudover ikke har nogle kommentarer.

Har du et godt tip?

Flere nyheder fra TV2 Nord