Lærere vil undervise 25 timer

Nordjyske lærere mødtes torsdag for at diskutere regeringens udspil til en ny folkeskolereform. Lærerforeningen kommer med deres eget bud på, hvordan folkeskolen skal se ud i fremtiden.

I regeringens udspil til en folkeskolereform er der lagt op til flere undervisningstimer end i dag. Med op til 37 timers undervisning om ugen i de ældste klasser skal eleverne styrkes fagligt. det betyder også, at lærerne kan se frem til at bruge mere tid i klasseværelserne, men trods det glædelige ved at bruge mere tid med eleverne, har landets lærere udtrykt bekymring for, hvordan der bliver tid til forberedelse og alle de andre ting, der hører lærerfaget til.

Danmarks Lærerforening er nu kommet med et forslag til, hvordan man skaber den bedst mulige folkeskole. Over hele landet, og således også på de nordjyske skoler, mødes lærerne torsdag for at diskutere det forslag, som Danmarks Lærerforening netop er kommet med.

Her foreslår man, at lærerne fremover skal undervise i 25 timer hver uge. I dag underviser en folkeskolelærer i gennemsnit i 16 timer om ugen, og dertil kommer så forberedelse, forældremøder og andet arbejde for lærerne.

Med lærerforeningens udspil følger en nytænkning af måden at undervise på. Her vil man skabe en mere sammenhængende og fleksibel skoledag for at højne kvaliteten i undervisningen.

- Vi mener, at det måske er tid til at gøre op med 45 minutters lektioner. I stedet kan man undervise mere modul- eller emneopdelt og holde pauserne, når det passer ind i skoledagen frem for at følge de ringetider, man kender. Det er faktisk noget, der allerede er implementeret på mange skoler, siger formand for Aalborg Lærerforening Dorthe Kamp.

Samtidig er de nordjyske lærere parate til at stå for et antal aktivitetstimer, som for eksempel kan bruges til lektiecafé, udflugter eller aktivitetstimer.


Seneste nyt

fra Nordjylland